Sådan overlever organisationer og virksomheder i en foranderlig verden

Kan selv gamle, tunge organisationer overhovedet overleve i en verden med uforudsigelig uro og ekspotentielt stigende forandringer?  Svaret er, heldigvis, ja, mener forandringseksperten John P. Kotter i sin nye bog Acceleration – Strategisk smidighed i en foranderlig verden

Vi har læst bogen – og samlet Kotters vigtigste pointer i denne artikel.

 

Kig dig omkring: Over alt, i hvert fald i den vestlige verden, kæmper organisationer og virksomheder med at holde sig på omgangshøjde med de stadigt accelererende forandringer.  Skrækhistorierne om dem, der blev overhalet indenom af innovationer, ingen havde set komme, er legendariske. Bare tænk på Kodak, der overså, at fotos ikke behøver at komme på en film, postvæsnet, der snart løber tør for breve eller en skrantende dagbladsbranche, der stadig febrilsk søger en forretningsmodel på nettet.

Riv dem ned, de gamle stivbenede organisationer! Bryd hierarkierne op, eller start helt forfra, lyder de mest radikale råd, eller gør som the grand old man  af forandringsledelse John Kotter. Han foreslår i sin seneste bog ‘Acceleration – Strategisk smidighed i en foranderlig verden’ at indføre det dobbelte styresystem, som faktisk vil være velkendt for de fleste. Fordi det engang var en naturlig del af selv samme organisation.

 

Det dobbelte styresystem

Når det kommer til forandringsledelse og opbygningen af virksomheden, i den moderne foranderlige verden vi lever i, Har Kotter udviklet en virksomhedsstruktur han kalder, Det dobbelte styresystem. Det dobbelte styrestystem gør, ifølge Kotter, selv de tunge virksomheder i stand til at accelerere. Metoden er, ifølge Harvard-professoren, endda både billig og praktisk. Eller som Kotter skriver: ”Løsningen er ikke at knuse, hvad vi ved og begynde forfra, men i stedet på en organisk måde at genindføre et andet system, som vil være velkendt for de fleste succesrige iværksættere. Det nye system tilfører den nødvendige smidighed og hurtighed, mens det gamle, der bliver ved med at fungere, giver pålidelighed og effektivitet.”

Organisationer, der vil holde trit med de accelererende omgivelser i forandringerne, kan altså med fordel finde ”tilbage til fremtiden”, som Kotter kalder den bevægelse, som kort fortalt går ud på at genoplive den netværksagtige struktur, de fleste organisationer levede med, før de voksede sig store. Netværksstrukturer udvikler sig, med mindre man er meget alternativ, over tid til klassisk strukturerede hierarkier med ledelse, budgetter, målinger, fast definerede opgaver og stillinger etc.

 

          De fem grundprincipper bag Kotters dobbelte styresystem er:
          (i kort form)

    1. Mange er drivkraft for vigtige forandringer.
      Betyder blandt andet at opgaverne skal løses inden for organisationen og i samarbejde. 200 konsulenter udefra kan, som Kotter skriver, ikke løse opgaven  uanset hvor intelligente eller dynamiske de er.
    2. En ”få mulighed for”-tankegang og ikke en ”nødt til”-tankegang.
      Betyder blandt andet, at ledere påtager sig rollen som dem, der finder forandringsagenterne (og de findes som regel i organisationen allerede) og lader dem få mulighed for at ”stråle”, stå frem og handle. Man er ikke nødt til som leder at kigge efter en ny stab.
    3. Handling, der er drevet af hoved og hjerte, ikke bare hoved.
      Betyder at man er i stand til at appellere til folks følelser og deres lyst til at hjælpe. Mere indhold, mere formål.
    4. Meget mere lederskab, ikke bare mere ledelse.
      Betyder lederskab med fx visioner, muligheder, smidighed, engagement, innovation og fejring. Ikke bare ledelse af de rutineprægede opgaver (som der også hører til).
    5. Et uadskilleligt partnerskab mellem hierarkiet og netværket, ikke bare et forstærket hierarki.
      Betyder at de to systemer ikke bare fungerer side om side, men som én enhed. Med en konstant strøm af indbyrdes aktiviteter og udveksling af informationer.

Ledelse og strategi

Det er der ingen grund til at håne, slår Kotter fast.

Men accelerationen kræver, at man som leder og ansvarlig for virksomhedens strategi accepterer, at der er grænser for, hvad ledelsesdrevne hierarkier kan udrette. Og tør erkende, at mange med god grund frustreres over organisationers langsommelighed og tendens til at lade de samme (selvtilfredse) medarbejdere og ledere gøre ”som vi plejer”.

Kotter foreslår en ny retning, som han kalder Det dobbelte styresystem. Systemet har rødder i velkendte strukturer og tilgange, men er i praksis organiseret som en smidig, hurtig og kreativ netværksstruktur.

 

Dynamik og kreativitet

I det dobbelte styresystem fungerer hierarki side om side med netværk. Netværkssiden efterligner succesrige organisationer i deres startfase – før organisationsdiagrammer, kommandoveje og statusmarkeringer tog over. Kodeordene er dynamik, skiftende former og et niveau af individualisme, kreativitet og innovation, som selv det mindst bureaukratiske hierarki bare ikke kan sikre.

Netværket skal bestå af et bredt udsnit af medarbejdere fra hele organisationen, på flere niveauer og tager sig af mange af de udfordringer den klassiske organisation ind imellem næsten segner under. Herunder innovation, vanskelige forandringer og store strategiske tiltag.

 

Det kræver ledelse

Kotter erkender, at det dobbelte styresystem udfordrer den klassiske organisationsform og det, han kalder en ”systematisk” ledelse. Dobbeltheden fordrer i højere grad et mobiliserende lederskab – som ikke falder alle ledere lige let.  Men når det nye styresystem fungerer, bliver det almindelige hierarki også mindre belastet. Det får mere tid til den klassiske drift og de forudsigelige strategiske tiltag (fx opgradering af it-systemer), mens netværket ”leger” seriøst side om side med det. Når det lykkes væver de to systemer sig naturligt sammen og befolkes af mennesker, der bevæger sig i og mellem systemerne.

Det kræver ledelse. Ikke mindst en topledelse, der sørger for at holde netværksdelen i live, bakker den op og holder øje med, at netværk og hierarki svinger sammen. I en stadig gensidig udveksling.

Virker det? Ja, siger Kotter og giver i bogen flere eksempler på virksomheder og organisationer, der spiller sammen på denne måde.

Men naturligvis kræver det ledere og en ledelse, der vil og tør gå nye veje …

 

John P. Kotter (født 1947) er professor ved Harvard Business School og især kendt for sine teorier om forandringsledelse. Forfatter til 19 bøger, heraf 12 bestsellers. Mest kendt er nok Isbjerget smelter. Hans seneste bog ’Acceleration – Strategisk smidighed i en foranderlig verden’ udkom på Gyldendal Business i september i år.