Thomas Ballegaard, der er CCO i Starco, var en af deltagerne i Andrew Shipilovs masterclass om digital transformation.

– Jeg har tidligere deltaget i Scandinavian Executive Institutes toplederprogram, som tilbydes i samarbejde med INSEAD, og kender derfor godt Andrew Shipilov i forvejen. Jeg er voldsomt imponeret over hans kompetencer og viden og ikke mindst hans måde at gennemgå tunge og teoretiske problemstillinger på, som man umiddelbart forstår og kan anvende direkte i sin arbejdshverdag, siger Thomas Ballegaard og fortsætter:

– Jeg deltager så ofte, jeg kan, i disse masterclasses i Executive Forum, men hvis Andrew Shipilov er foredragsholder, så er det ikke noget, jeg vil gå glip af. Det er virkelig anstrengelserne værd. Emnet omkring digital transformation er særdeles aktuelt og relevant, og derfor er det også rigtig godt at have anvendelige modeller og værktøjer samt INSEAD-professorens betragtninger med i sit daglige lederskab, slutter han.