Kim har en lang ledelsesmæssig erfaring og har tidligere været chef for FP&A (Financial Planning and Analysis) i Dagrofa og har haft ledende stillinger i blandt andet Coop Danmark, BEC, Accura Advokatpartnerskab og Royal Arctic Line. Kim har en særlig ekspertise inden for økonomistyring, køb og salg af virksomheder, projektstyring, investering samt forhandling og formulering af komplekse aftaler.
– Jeg har selv deltaget i både toplederprogrammet Executive Management Programme og bestyrelsesprogrammet Executive Board Programme og er derudover fast deltager gennem ti år i læringsnetværket Executive Forum. Det betyder, at jeg har et særdeles godt kendskab til Scandinavian Executive Institute og forretningsområdet, som virksomheden er en ledende aktør indenfor. Samarbejdet med de internationalt anerkendte business-skoler, INSEAD og IMD, er helt unikt, og via dette formår man at tiltrække executives over hele Skandinavien til en række uddannelsesprogrammer med et særdeles højt fagligt niveau. Der ligger en stor motivationsfaktor i at få mulighed for at arbejde med dette og bidrage til kontinuerligt at udvikle markedet inden for executive-uddannelser. Scandinavian Executive Institute har en markedsposition, der er ”second-to-none”, og jeg glæder mig til at medvirke til, vi kan rykke endnu stærkere på skandinavisk niveau, både med henblik på at udbrede kendskabet til alle vores executive-uddannelser og vores executive-netværk.