Hanne Fastrup Krøjgaard
Hanne Fastrup Krøjgaard er koncernøkonomichef i NDI, en nordisk koncern med en række selskaber inden for forskellige brancher, men med hovedfokus på dækimport, dækværksteder samt værkstedsudstyr. Derudover har koncernen aktiviteter inden for arbejdstøj, bilværksteder, campingcentre samt en ejendomsportefølje.
– Koncernen er familiejet og vokset fra at være en lille organisation til en stor koncern, hvor der er behov for at have mere fokus på struktur og processer, og vi er derfor pt. i gang med en turn-around-proces for at gøre os mere profitable. I den forbindelse, og fordi jeg efterhånden har en alder, hvor jeg kører lidt på rutine og erfaring, følte jeg et behov for at blive ”rusket lidt”. Min direktør havde tidligere deltaget på Executive Management Programme, og han anbefalede, at jeg kiggede nærmere på programmet. Jeg kunne godt se, at uddannelsens første modul, altså Executive Management Certificate, var spot on i relation til mit behov om at dygtiggøre mig inden for netop strategi, innovation, lederskab og kommunikation, fortæller Hanne Fastrup Krøjgaard.
Koncernøkonomichefen føler i høj grad, at hun har fået et kompetencemæssigt løft, som er direkte anvendeligt i hendes arbejdshverdag.
– Både udbyttet af uddannelse, det faglige niveau samt kvaliteten på underviserne var vellykket. Det var ikke hårdt at være i gang hele dagen, for underviserne var både dygtige og inspirerende. Ja, jeg ønskede næsten, at undervisningen kunne fortsætte, når dagen var omme. Jeg var især tilfreds med de konkrete og praktiske værktøjer, vi blev præsenteret for, og så var det både givende og spændende at møde andre ligesindede programdeltagere, siger hun og fortsætter:
– En af de kendte key-learnings, jeg vil trække frem, relaterer sig til, at ”det er mennesker, der gør forskellen”, og at vi må arbejde struktureret for at få de ansatte ”med”. I den forbindelse var Manuel Knights oplæg om kultur, struktur og teams særdeles givende i forhold til at blive i stand til at skabe en kultur, hvor medarbejdere føler sig inspireret og motiveret. Dernæst vil jeg fremhæve sessionen omkring kommunikation, hvor jeg har fået meget læring om, hvor vigtigt det er, at information og kommunikation bliver bragt i spil, så det bliver forstået og accepteret. Afslutningsvis har innovationsdelen med Jesper Klit givet mit en ny og vigtig viden, jeg kommer til at få god brug for. Allerede nu anvender jeg de nye kompetencer – ikke mindst i forhold til kommunikation og feedback til de ansatte. Faktisk har jeg hele materialet fra programmet liggende på mit skrivebord, og jeg hiver det frem for at blive inspireret af de værktøjer og modeller, jeg blev præsenteret for på uddannelsen.
Selv om Executive Management Certificate står alene som en selvstændig uddannelse, har Hanne Fastrup Krøjgaard ambitioner om at fortsætte uddannelsen med modul 2 og 3 på programmet Executive Management Programme INSEAD i Frankrig inden for overskuelig fremtid.