Martin Lyngbæk
Martin Lyngbæk er CFO i Kinnerton Capital A/S, en nordisk ejendomsudvikler, investor og integreret ejendomsoperatør med fokus på langsigtet værdi for både kunder, investorer og samfund – hvilket også inkluderer et stærkt miljømæssigt perspektiv.
– Min deltagelse i Executive Management Certificate skal ses som en forlængelse af tidligere uddannelser, jeg har deltaget i. Jeg havde et ønske om og et behov for at få suppleret min værktøjskasse inden for ledelse, strategi, innovation og kommunikation – og i den henseende matchede programmet særdeles godt og bidrog til den røde tråd i forhold til udvikling af mine kompetencer, fortæller han og fortsætter:
– Jeg har haft et særdeles godt udbytte af programmet, og det faglige niveau var højt. Derudover var det meget positivt, at uddannelsen havde en praktisk tilgangsvinkel til emnerne samt mulighed for mange diskussioner. Her vil jeg især fremhæve kommunikationsdelen som ekstraordinært godt for mit udgangspunkt.
Ifølge Martin Lyngbæk er de vigtigste key-learnings, han tager med hjem, dermed relateret til lederens kommunikationsmæssige rolle.
– Især inden for kommunikationsdelen har jeg fået en øget indsigt i, hvornår og hvordan jeg skal kommunikere for at opnå den bedste gennemslagskraft. Det handler blandt andet om, at man altid sørger for at designe kommunikationsindsatsen til formålet og til den kontekst, man befinder sig. Jeg har fået nogle værktøjer, jeg allerede på daglig basis anvender i forhold til min kommunikation, så det har været enormt lærerigt. Derudover har jeg rent netværksmæssigt haft stor glæde af programmet, ikke mindst i relation til den tredjeparts sparring fra uvildige, man opnår. Eksterne kan se tingene lidt udefra og mere objektivt, end de som er internt i organisationen, og det er særdeles nyttigt, udtaler han.
Martin Lyngbæk har allerede overvejelser om at deltage i modul 2 og 3, som foregår på INSEAD i Frankrig, hvilket betyder, at han afslutningsvis får et uddannelsescertifikat på hele toplederuddannelsen.
– Jeg vil helt sikkert overveje at deltage på de to efterfølgende moduler på INSEAD, men for mig har det fungeret rigtig godt at dele uddannelsen op i to dele, både af hensyn til andre opgaver og familien. Jeg er meget tilfreds med denne fleksibilitet, som passer godt til mine behov, slutter han.