Michael G Dupont
Michael G Dupont er leder for Magasins Flagship Store på Kongens Nytorv i København. Hans primære opgaver relaterer sig til at lede og motivere medarbejderne i denne organisation, og derudover indgår han i Magasins retail-team, der har fokus på at implementere selskabets omnichannel-strategi i de fysiske forretninger.
Michael har for en årrække siden deltaget i et tidligere uddannelsesprogram i regi af Scandinavian Executive Institute.
– Jeg havde derfor en tid fulgt udvalget af nye uddannelsesforløb hos Scandinavian Executive Institute og da ledelse og motivation er fagområder, jeg er specielt interesseret i, havde jeg et ønske om en faglig opdatering og ny inspiration med henblik på at blive endnu dygtigere til at anvende det i mit daglige arbejde, forklarer han og fortsætter:
– Jeg havde stor glæde af programmet og synes, at den faglige sammensætning af de enkelte dage var rigtig god. Der er en ”rød tråd” i uddannelsesforløbet, som også giver god mulighed for dialog og netværk med de øvrige deltagere. Niveauet i gruppen er højt, og der er en vilje til at dele eksempler, erfaringer og udfordringer med hinanden, hvilket er særdeles givende. Derudover foregår programmet i virkelig dejlige omgivelser, hvilket skaber en god åbenhed for indlæring og nogle gode rammer.
Innovation og kommunikation
Michel G Dupont fremhæver især to key-learnings, der har stor betydning for hans udbytte af Executive Management Certificate.
– Især skabelsen af de såkaldte ”insights” i forbindelse med innovation, var en vigtig pointe. Det at understrege, at innovation ikke er en enkel opgave for ledelsen, og at det kræver tid og evnen til at udfordre sig selv og det eksisterende. Dernæst satte jeg pris på kommunikationsdelen, der pointerede vigtigheden af at være i stand til at afkode og være nærværende overfor sine interessenter. At god kommunikation ofte kræver god planlægning og er nødvendig for at skabe effektiv kommunikation i sin organisation, udtaler han og tilføjer:
– Jeg forventer, at de nye færdigheder vil bidrage til, at jeg som leder bliver endnu mere klar og tydelig i min kommunikation og med henblik på de rammer, jeg ønsker, at forretningen skal nå sine mål indenfor. Og at begge dele vil have positive implikationer for mine medarbejderes motivation.
Inspirerende personligheder
Rent netværksmæssigt føler Michael G Dupont også at han kommer beriget hjem fra uddannelsesforløbet.
– Det er altid den skjulte fordel ved at deltage på eksterne forløb, at du møder personligheder, du kan blive inspireret af gennem dialog og diskussioner. Jeg er overbevist om, at der er personer, jeg kommer til at holde kontakten med fremadrettet, siger han.
Executive Management Certificate består af et modul, som foregår i Danmark. Efterfølgende er det muligt at supplere med enten et modul på IMD i Schweiz eller to moduler på INSEAD i Frankrig, hvilket vil lede til enten Leadership Acceleration Programme IMD eller Executive Management Programme INSEAD.
– Jeg er bestemt ikke afvisende overfor, at jeg på et senere tidspunkt vælger at supplere med et eller to moduler yderligere. Det er imidlertid afgørende for mig, at jeg både har personligt overskud samt ikke mindst et udviklingsformål i jobmæssig henseende, før jeg vælger at gå videre, slutter Michael G Dupont.