Peter Halling har tidligere haft flere internationale lederpositioner i Danmark, USA og Tyskland, i blandt andet Novozymes, Ingredion Inc., DöhlerGroup, Fertin Pharma og er nu tiltrådt som CEO og President hos ALK.
– Peter har derudover en nyere bestyrelsesposition som bestyrelsesformand i spændende dansk start-up selskab. Både executive-vejen og bestyrelsesvejen er interessant for mig, men bestyrelseskarrieren er på mange måder ”prikken over i’et” og et område, jeg gerne vil udbygge yderligere og fokuserer endnu mere på fremadrettet.
Formalisering af kompetencer
Netop ønsket om at udvide sin horisont og formalisere sine kompetencer på bestyrelsesfronten gjorde, at Peter Halling for kort tid siden gennemførte bestyrelsesprogrammet Executive Board Programme INSEAD.
– Den viden, jeg har tillagt mig relateret til bestyrelsesarbejde, har hele vejen igennem været autodidakt. Men mit ønske om at fokusere endnu mere på bestyrelsesrollen fremadrettet, kombineret med at mange af de bestyrelser, jeg er involveret i, har et internationalt islæt, var bevæggrunden for, at jeg ønskede en bestyrelsesuddannelse med et internationalt perspektiv. Det var vigtigt for mig at finde ”det bedste af det bedste”, og programsamarbejdet med den franske business-skole INSEAD var også i den forbindelse særdeles attraktivt, udtaler Fertin-direktøren.
Ifølge Peter Halling levede bestyrelsesprogrammet op til de høje forventninger.
– Executive Board Programme er virkelig god uddannelse med et godt indhold. Både i forhold til det konkrete omkring bestyrelsespraksis, som var omdrejningspunktet i Danmark og de større perspektiver og den aktive læring fra dygtige og topprofessionelle undervisere på INSEAD. Jeg fik noget godt med fra begge verdener og derudover muligheden for at udbygget mit netværk med dygtige og gode mennesker, jeg stadig har kontakt med, og som kan have betydning for mig fremover, udtaler han.
Diversitet i bestyrelsen
Deltager man i et intensivt executive-program, kommer man naturligvis hjem med mange nye tanker, idéer og visioner. Nogle selvfølgelig mere betydningsfulde end andre – og for Peter Halling kan især to læringer fremhæves.
– Det med at få slået helt fast, hvad et bestyrelsesansvar reelt indeholder, var en rigtig god reminder. Jeg vidste en del om det på forhånd, men det var godt at få det ”sort på hvidt”. Den anden vigtige ting for mig var læringen om bestyrelsens sammensætning, og hvor vigtigt det er, at man sikrer diversitet i bestyrelseslokalet med henblik på blandt andet kultur, køn og kompetence. Det blev særdeles godt illustreret på INSEAD, og vi havde desuden nogle udbytterige dialoger om dette i grupperne, siger han og afslutter:
– De nye færdigheder har allerede har haft betydning for, hvordan jeg udfører mit bestyrelsesarbejde. Jeg har fået større forståelse for, hvordan jeg sammensætter en optimal bestyrelse, og at de mennesker, der kommer ind i bestyrelsen, er klar over, hvad de siger ja til – især relateret til kompetencedelen. Og i forhold til samarbejdet internt i bestyrelsen, så er jeg blevet endnu mere bevidst om, hvordan vi ”spiller hinanden gode” og dermed får det bedst mulige ud af hinanden.