Topchefernes største udfordringer i 2019

Det har aldrig været enkelt at være topchef, men udfordringerne bliver nok ikke mindre i 2019. Tjek hvilke udfordringer som er de tre største, ifølge international ekspert – og hvordan du løser dem bedst muligt.

I en samtale med chefredaktør Niels Lunde i Dagbladet Børsen, giver Partner & Managing Director i amerikanske Boston Consulting Group (BCG), Mai-Britt Poulsen, som er en af de højest placerede danskere i internationalt erhvervsliv, sine tre bud på hvilke udfordringer, som er de største for topchefer det kommende år.

Rejsen uden endestation

Den første udfordring handler om at forstå, at digitalisering er en rejse uden endestation. Ifølge Mai-Britt Poulsen ønsker halvdelen af alle bestyrelser, at topchefen sætter større fokus på digitalisering. Og det er uden tvivl en udfordring for mange – for de fleste topchefer træffer beslutninger på baggrund af mange års erfaring, og netop digitalisering er et nyt territorium, som de ikke har erfaring med fra før.

Hun har fire helt konkrete anbefalinger til topchefer, som vælger at tage udfordringen op:

  • Gør digitalisering til en førsteprioritet. Det er ikke noget, der sker på sidelinjen
    Find de største potentialer for værdiskabelse. To tredjedele af BCG’s kunder ser, at den største værdi kommer fra omkostningsreduktion.
  • Når du ved, hvor digitaliseringen skaber størst værdi, skal du identificere 5-10 fyrtårnsprojekter, som er helt konkrete og sørge for, at der er en i topledelsen, som sponsorerer disse, så de drives fremover
  • Engager medarbejderbasen – tag dem med på rejsen! 80 procent af dine ansatte er der stadig om 2-3 år, så de skal lære at arbejde med de nye digitale teknologier

Læs mere om toplederuddannelsen Executive Management Programme INSEAD som blandt andet giver et særdeles godt indblik i, hvordan du udnytter de strategiske muligheder, som digital transformation og nye forretningsmodeller giver din virksomhed.

Mangler digitale talenter

Ifølge Poulsen drejer den anden store udfordring sig om, at kravene til arbejdsstyrken i disse årene ændres markant. Hun peger især på to fremtrædende forhold:

– Digital talent er en mangelvare i dag, og det kommer til at være en mangelvare i morgen. Vi kommer faktisk til at mangle så mange, at vi forventer, at 30 procent af alle teknologijobs kommer til at stå ledige i 2020. Det kræver, at vi får efteruddannet vores arbejdsstyrke og udviklet samspillet mellem mennesker og maskiner, udtaler BCG-chefen til Børsen.

Den anden udfordring er knyttet til, at ansatte motiveres af helt andre ting, end de traditionelt har været optaget af, altså en høj løn og en fin titel. Ifølge Mai-Britt Poulsen kræver det, at topcheferne arbejder med HR på en helt anden måde, end de har gjort tidligere. De må kort og godt redefinere, hvad der motiverer talenterne, og hvordan disse tiltrækkes.

Bæredygtighed et brændpunkt

Den tredje og sidste udfordring handler om bæredygtighed, og at virksomhederne i højere og højere grad bliver nødt til at tage ansvar for samfundets bæredygtighed. Det handler ikke længere bare om at levere et fantastisk finansielt resultat, men det forventes også, at man tager et samfundsansvar – og det er noget, topcheferne må engagere sig i. Det kræver, at de vurderer virksomhedens vision i forhold til bæredygtighed, hvilke businesscases de har, hvilken strategi og hvilke mål de har. Ifølge Poulsen er Maersk et godt eksempel på en virksomhed, der har taget dette til sig: Inden 2050 har de bestemt sig for at være en CO2-neutral virksomhed.

Men også den geopolitiske situation i verden, fx handelskrigen mellem USA og Kina samt en potentiel økonomisk afmatning, giver problemer, som ligger og ulmer. Poulsen forventer, at der bliver højere og højere krav til, at også topcheferne går ind og aktivt hjælper med til at løse og afhjælpe disse situationer.

– Dette er også et helt nyt aspekt af en topchefs job, som man skal vænne sig til, slutter Mai-Britt Poulsen.

Executive Management Programme INSEAD