Om INSEAD

”The Business School for the World”

En af verdens førende business schools

Scandinavian Executive Institute er stolte over og glade for at samarbejde med INSEAD Business School, så vi kan give vores deltagere de bedste lederuddannelser, vi kan forestille os. På vores lederuddannelser vil du enten blive undervist af INSEAD-professorer i Danmark eller på INSEAD’s campus i Frankrig. Her kan du læse mere om INSEAD, og hvad de har opnået på verdensplan gennem de sidste godt 50 år.

INSEAD samler mennesker, kulturer og ideer fra hele verden for at udvikle ledere og transformere organisationer. Dette perspektiv kombineret med den kulturelle mangfoldighed afspejles i alle aspekter af INSEAD’s forskning, tænkning og undervisning.

INSEAD er en af verdens førende videregående business schools for ledere. Det har en hel række finansmedier også opdaget, og derfor topper INSEAD de fleste lister over bedste business schools i verden. Her kan du se nogle af INSEAD’s rangeringer fra forskellige anerkendte medier:

  • INSEAD er nummer 1 på listen over internationale og globale business schools med fokus på lederskab og executive programmer (Financial Times).
  • INSEAD er anerkendt som nummer 1 i Elite Global Categories i Europe & Asia Pacific (QS World University Rankings).
  • INSEAD er rangeret som nummer 1 på listen over bedste ikke-amerikanske business schools (FT500).
  • INSEAD ligger i toppen på listen over de business schools, der har uddannet flest CEO’s fra de største virksomheder i verden (FT500).

INSEAD er til stede over hele verden

INSEAD er geografisk til stede i hele verden. Det betyder, at INSEAD globalt og internationalt kan udføre forskning og skabe innovation på tværs af alle deres programmer. Derfor kan de give virksomhedsledere den viden, der skal til for at kunne operere og udvikle dem selv og deres virksomhed på det globale og internationale marked.

INSEAD har 3 universiteter, et forskningscenter og et kontor fordelt ud over 3 verdensdele: Et universitet i Frankrig, et i Singapore og et i Abu Dhabi, et forskningscenter i Israel og et kontor i New York.

 

Scandinavian Executive Institute samarbejder med INSEAD
INSEAD dækker derfor hele verden og samarbejder endvidere med universiteter i Philadelphia og i San Francisco. INSEAD har dermed en international finger på pulsen og forstår udfordringerne på det globale marked for den globale leder med internationale ambitioner.

INSEAD har derudover mange års erfaring på det internationale marked. I 2014 fejrede INSEAD 55-års-jubilæum som pioner inden for international businessuddannelse i Europa, i 2015 fejrer de 15-års-jubilæum for deres Asian Campus i Singapore, og i 2012 markerede de 5 års aktiviteter i Abu Dahbi.

Anerkendte uddannelser og anerkendte CEOs

INSEAD tilbyder en række forskellige uddannelser, og også uddannelserne rangeres som nogle af de bedste i verden. INSEAD’s Executive Education rangeres som den bedste uddannelse for internationale deltagere og rangeres som nummer 2 i verden for internationale klienter, begge dele i Financial Times. Bloomberg BusinessWeek rangerer INSEAD som nummer 2 for deres åbne programmer og Bloomberg placerer også INSEAD på en top 5 i verden for deres kundetilpassede programmer. INSEAD’s MBA-uddannelse er ligeledes i top 2 på de mest anerkendte lister over lederuddannelser (Financial Times, Forbes og UT Dallas).

Hele 8 CEOs fra de 500 største virksomheder har en uddannelse fra INSEAD. INSEAD er derfor med i toppen, når det kommer til indflydelse og erfaring fra de største virksomheder i verden.

INSEAD tilbyder en række forskellige lederuddannelser: MBA, Executive Education, Global Executive MBA, Master in Finance, Executive Master in Consulting and Coaching for Change, og de tilbyder også en ph.d. Derudover samarbejder INSEAD med en række andre virksomheder og universiteter, deriblandt Scandinavian Executive Institute.

Globalt anerkendt undervisning og toptalentudvikling

INSEAD har mange ressourcer blandt de bedste forskere på verdensplan. INSEAD råder over 145 anerkendte fakultetsmedlemmer fra 36 lande, som inspirerer, uddanner og udvikler langt over 1000 deltagere på INSEAD’s MBA, ledelses-MBA og ph.d.-programmer. Over 9500 ledere deltager i INSEAD’s lederuddannelsesprogrammer, og cirka 1000 ledere uddannes årligt fra MBA-uddannelserne.

INSEAD har desuden indgået et samarbejde med Whartons amerikanske universiteter. Det betyder, at de med INSEAD-Wharton Alliance leverer MBA og co-brandede ledelsesuddannelser på universiteter i både Philadelphia og San Francisco samt i Asien og Europa.

INSEAD er både højt placeret på internationale lister over, hvem der producerer toptalenter inden for ledelse af bl.a. UTD og Fortune 500, og placeres også i toppen på lister over, hvem der leverer den bedste undervisning på det højeste niveau hos både Forbes, Financial Times og Bloomberg. INSEAD har den erfaring, det globale udsyn og den forskningsmæssige tyngde, der skal til for at tilbyde lederuddannelser på højeste niveau.

Højt profilerede og dekorerede professorer

INSEAD har nogle af de bedste folk til at undervise på deres uddannelser. Hele 7 af deres professorer er blandt de top 50 Global Business Thinkers på en liste udarbejdet af Forbes (Forbes Thinkers50), og flere af professorerne er nominerede til business awards. Det gør INSEAD til den business school med flest professorer på Forbes Thinkers50.

 

diagram_-top-50-global-business-thinkers-INSEAD

 

Bl.a. underviser Herminia Ibarra, som er professor i organisationsadfærd, på INSEAD’s lederuddannelser. Ibarra har vundet The Leadership Award. Herudover kan du hos INSEAD også støde på internationalt anerkendte navne som Laurence Capron, professor i strategi, Gianpiero Petriglieri, professor i organisationsadfærd, og Hal Gregersen, professor i ledelse. Alle disse er nominerede til business awards inden for bl.a. ledelse, forskning, innovation og strategi.

Der er således et særdeles højt niveau af forskere, professorer og undervisere hos INSEAD, som sikrer lederuddannelsernes høje faglige niveau.

INSEAD udgiver en række bestsellers

INSEAD forstår vigtigheden af at være førende inden for forskning, og de udgiver derfor en række publikationer og casestudier. Udgivelserne bliver til på baggrund af fakulteternes forskning, og de har alle relevans for virksomheder og ledere. Bare i 2013-2014 udgav INSEAD 10 bøger og 135 forskningsartikler.

Udgivelserne spreder sig over emner som netværk, Blue Ocean-strategi, samarbejde, risikodreven forretning og arbejdsidentitet. Udgivelserne integreres på INSEAD’s uddannelser, så dem vil du stifte nærmere bekendtskab med, hvis du deltager på en af Scandinavian Executive Institutes lederuddannelser.

I 2013-2014 udgav INSEAD også 94 casestudier, og INSEAD står bag 6 ud af de 10 bedst sælgende cases inden for de sidste 40 år. De virksomheder, der undersøges i de udgivne cases, er bl.a. SAS, Swatch og Virgin Atlantic Airways. Disse casestudier giver inspiration til andre virksomheder og topledere og er med til at dele viden virksomheder og universiteter imellem.

Vi glæder os til at introducere dig for INSEAD

Som du kan læse, er INSEAD i deres helt egen liga. INSEAD topper alle lister over bedste business schools, og det er derfor en ære for os, at vi kan tilbyde vores deltagere undervisning på så kvalificeret et niveau. Vi er sikre på, at du også vil placere INSEAD i toppen af dine egne personlige lister.

INSEAD’s slogan er ”Expand your horizon. Make an impact.”. Det kan vi med belæg fra Financial Times, Forbes og en hel række andre finansmedier love dig, at INSEAD hjælper dig rigtig godt på vej med.

Du kan læse mere om INSEAD Business School på deres egen hjemmeside her.