“For Malene Kjær, der er Global Marketing Director i Uhrenholt, har Executive Management Programme været en særdeles spændende rejse, både fagligt og personligt.

– Jeg var nået til et punkt i min karriere, hvor jeg gerne ville have et fagligt boost og få mulighed for at pudse mit strategiske, innovations- og ledelsesmæssige niveau af. Programmet har i høj grad udviklet mig både fagligt og personligt, og efter at jeg er kommet hjem, er jeg blevet inviteret inden for i koncernledelsen i Uhrenholt. Dermed har programmet givet mig den sidste indsprøjtning i forhold til, at jeg var parat til at tage dette skridt – jeg er kort og godt blevet klædt på til den nye rolle, fortæller Malene Kjær.

Ifølge Malene Kjær har programmet i allerhøjeste grad levet op til forventningerne – både i forhold til det faglige niveau og niveauet på underviserne.

– Jeg kan ikke tidligere erindre at have oplevet nogle professorer, der har været så dybt professionelle, fascinerende og inspirerende, som de jeg traf på Executive Management Programme INSEAD. De har en enorm evne til at præsentere nogle teorier og trække dem over i noget, som kan omsættes til praksis. På den måde gøres teorien håndgribelig og direkte anvendelig i ens daglige arbejde, siger hun og fortsætter:

– Mikset af deltagere var virkelig godt, og jeg har fået et helt uvurderligt netværk at trække på. Hele forløbet har i allerhøjeste grad levet op til forventningerne, og det passede også særdeles godt for mig, at det var et koncentreret forløb, der rent tidsmæssigt var overkommeligt i kombination med et krævende job. Dette er et forløb, som jeg ingen betænkeligheder vil have med at anbefale til andre i min situation – det har været al tiden værd, slutter Malene Kjær.”