Jeppe Hedaa, bestyrelsesformand i 7N:

Transformationen fra CEO til bestyrelsesformand

Karrieren startede for 40 år siden med ”krudt, kugler og tunge køretøjer” og en lederuddannelse i Hæren. Efter et langt arbejdsliv sammen med it-hjertebarnet 7N, har Jeppe Hedaa dog netop valgt at træde ud af den daglige drift og dedikere sig 100 procent til bestyrelsesarbejde, hvilket også var bevæggrunden for at deltage i bestyrelsesprogrammet Advanced Board Programme INSEAD.

Det kræver uden tvivl en god portion klogskab, energi, drive og dedikation for at bedrive det, Jeppe Hedaa har præsteret gennem et langt arbejdsliv: at opbygge og lede it-specialist-virksomheden 7N, der har hovedkontor i København og råder over 1.800 medarbejdere i ni lande – og omsætter for over en milliard kroner. Endnu mere krævende er det måske at ”forlade” skuden, overdrage roret til en anden – og i stedet vælge at sætte sig i formandsstolen og indtage en helt ny og ukendt rolle. Mere om det senere.

Jeppe Hedaa

Mennesker og it har været i fokus

– Karrieren efter gymnasiet startede med en reserveofficersuddannelse i Hæren. Det var en god, kompetent og klassisk lederuddannelse, som fungerede godt der. Men som ikke ville fungere i en vidensorganisation. Det var lidt af en mundfuld at få ansvar for ”krudt, kugler og tunge køretøjer” og mange mennesker i en alder af bare 19 år. Så var man ligesom i gang. Men det var også startskuddet på en karriere med ledelse som omdrejningspunkt, fortæller Jeppe Hedaa.

Tilbage i den ”civile verden” blev interessen for ledelse kombineret med it-verdenen. Alt inden for kompleks systemudvikling, hardware, software og kommunikation.

– Derudover har jeg, især de seneste 25 år, haft enormt fokus på menneske-aspektet. Jeg elsker mennesker, er vild med dem i alle afskygninger og meget optaget af at tale med mennesker. De bestyrelsesjobs jeg har haft, ved siden at mit direktørjob i 7N, har alle handlet om mennesker – fra frivillige organisationer til fodboldklubber. Alt er gået op i mennesker. Minedrift og landbrug har jeg imidlertid ikke forstand på, ler han.

Advanced Board Programme INSEAD – nyt bestyrelsesprogram

BESTIL MATERIALE

Her kan du bestille materiale om bestyrelsesuddannelsen Advanced Board Programme INSEAD

Ny chef på plads

7N er det, Jeppe Hedaa betegner som en ”elitær” virksomhed. En it-virksomhed, der udelukkende består af meget erfarne it-konsulenter, som servicerer virksomheder, der kræver kompleks it-systemudvikling.

– 7N har fyldt alt for mig de forgangne 23 år, men jeg har også de senere år tænkt, at det ville være gavnligt for virksomheden at få en yngre leder ind – med de kvaliteter det indbefatter i forhold til energi og motiverende drive. Jeg ønskede ikke at vente til, at jeg blev for gammel, og derfor har jeg også valgt min efterfølger, der allerede er startet i jobbet. En topleder, der har været hos os i 15 år og elsker værdierne og medarbejderne – det bliver helt klart en ”upgrade”, udtaler han.

Transformation til bestyrelsesformand

Jeppe Hedaa står dermed overfor en ”transformation”, hvor han skal bevæge sig fra CEO-rollen og ind i rollen som bestyrelsesformand.

– Jeg har hørt om det ene efter det andet dygtige menneske, der har fejlet i denne transaktionsproces. Og hvor organisationen har måttet lide, fordi det ikke gik godt. Jeg ønskede naturligvis at skabe de bedste rammer for, at ændringen skulle lykkes godt, og derfor valgte jeg at deltage i det nye bestyrelsesprogram, som Scandinavian Executive Institute har udviklet i samarbejde med INSEAD. Jeg ønskede at få de bedste af de bedste værktøjer ned i værktøjskassen, og havde store forventninger til programmet siger han og fortsætter:

– Min læringskurve var overraskende stejl. Det er næsten vanskeligt at forklare, for jeg har jo selv arbejdet tæt med en meget professionel bestyrelse hele mit arbejdsliv i 7N, men der er uendelig stor forskel på at være ”betragter” og selv at skulle udføre noget. Jeg må bare konstatere, at hver gang en ny professor gik på podiet, så lærte jeg noget nyt og banebrydende. Det var virkelig overraskende – så overraskende, at bestyrelsesuddannelsen faktisk har foranlediget, at jeg valgte at ændre strategi. Oprindelig var det min hensigt at være arbejdende bestyrelsesformand, men det valgte jeg at gå væk fra, og i stedet er jeg nu udelukkende bestyrelsesformand. Jeg har ikke kilometer i benene endnu, dem skal jeg optjene. Men jeg føler i særdeleshed, at jeg, qua bestyrelsesprogrammet, har fået en værktøjskasse, der gør, at jeg føler mig godt tilpas i rollen.

Bestyrelsesprogram for erfarne bestyrelsesmedlemmer

Et liv efter ”adrenalinsuset”

7N-bestyrelsesformanden fremhæver især tre key-learnings, han tager med hjem fra programmet i Frankrig.

– Det vigtigste er faktisk de ting, jeg selv har skullet arbejde med. I mit tilfælde handler det om at øve sig i ikke længere at tale først og vise retningen, men at tale sidst og facilitere at hele bestyrelsen er med til at berige problemstillingen. Det skal ikke længere være ”min vilje”, men ”vores vilje”. Det er en enorm transformation for mig. En anden betydningsfuld key-learning er den værktøjskasse, jeg har fået, hvor jeg nu har nogle ”best practices”, jeg direkte kan kopiere og implementere i mit bestyrelsesarbejde. Afslutningsvis kommer jeg hjem med ro i hjertet omkring compliance – jeg har fået en større tryghed omkring de lovgivningsmæssige retningslinjer, som skal overholdes, forklarer han.

På trods af, at han står på kanten til et helt nyt og anderledes arbejdsliv, er Jeppe Hedaa dog mere end fortrøstningsfuld.

– De nye færdigheder og perspektiver vil helt klart have indflydelse på min evne til at gøre bestyrelsen til et positivt kraftcenter, der kan berige ledelsen og skabe endnu større værdi. Bestyrelsesarbejde er et fag som alle andre, så det er noget, man skal øve sig i og få erfaringer med. Som alt andet i livet, er det en rejse. Jeg glæder mig enormt til denne opgave fremadrettet, og kan med løftet pande sige, at der er et godt liv på den anden side af ”adrenalinsuset”. Det er absolut opmuntrende, slutter Jeppe Hedaa.

Læs mere om indholdet i Advanced Board Programme

Fortsæt din læring efter endt uddannelse

– og få en række årlige undervisningsdage

Executive Forum er et eksklusivt læringsforum for dig, der ønsker at fokusere på og udvikle din ledelsesmæssige og strategiske viden og kompetence.

I Executive Forum får du aktuel og unik viden med henblik på at videreudvikle din leder- og bestyrelsesrolle. Du får inspiration fra professorer fra de internationalt anerkendte business-skoler, IMD og INSEAD, der via fire årlige masterclasses/undervisningsdage giver dig kontinuerlig læring om temaer, der optager virksomheder, ledere og bestyrelser i dag.

Forummet er desuden en enestående mulighed for at bevare kontakten med tidligere deltagere, hvis du har deltaget på et af Scandinavian Executive Institutes uddannelsesprogrammer.

Executive Forum – fortsæt din læring – læs mere