Den forkromede guide til nye teknologier

Begreber som Augmented Reality, Big Data og Internet of Things fyger rundt som visne blade på en efterårsdag, og virksomheder bliver i stigende grad nødt til at forholde sig til begreberne. Ikke mindst fordi teknologierne rummer enorme muligheder, og risici, for de fleste virksomheder. Med for at forholde dig til dem er du jo som minimum nødt til at vide, hvad de betyder. Vi har lavet en kort guide til nogle af de mest hypede teknologier lige nu.

Af Steen Buchreitz Jensen

Det kræver sin leder at holde styr på de nye teknologier og begreber, der med stigende hast myldrer frem med løfter om at ændre alt fra virksomheders forretningsmodeller til verden, som vi kender den.

For nylig spurgte Professor Andrew Shipilov og Assistant Professor Nathan Fur fra INSEAD en stor gruppe af erhvervsledere, primært senior executives, om, hvilke teknologier, de forventer at satse på i løbet af de kommende år – og med hvilket formål. Den undersøgelse vender jeg tilbage til i det næste indlæg her på LederBloggen.

For før det giver mening at dykke ned i, hvilke teknologier du måske skal være særligt opmærksom på i den nærmeste fremtid, må vi nødvendigvis forstå, hvad de hver især dækker over. Derfor forsøger jeg mig her med en kort forklaring på begreberne og nogle henvisninger til, hvor du kan læse dig endnu klogere. Jeg har valgt at se på de ni teknologier, der indgår i INSEAD-professorernes undersøgelse.

1. Augmented Reality (AR)

Augmented Reality (AR) betyder direkte oversat forstærket eller udvidet virkelighed. Det er teknologien, hvor du ser computergenererede billeder, lyd, symboler eller andre data oven på den faktiske virkelighed. AR er altså en kombination af den virkelige verden og data. Spillet Pokèmon GO fra 2016 er et godt eksempel. Her kan man via sit smartphone-kamera jagte de små tegneserie-monstre i den virkelige verden. Et mere seriøst eksempel er IKEAs katalog med tilhørende app, hvor man virtuelt kan placere møblerne i sit eget hjem. Det kan du læse mere om her. Lægevidenskaben ser også store muligheder i AR. Det kan du se et kort eksempel på her. Generelt rummer AR et stort potentiale inden for undervisning og træning.
Du kan læse mere om Augmented Reality her.

Lær om de nye teknologier på toplederuddannelsen

2. Virtual/Mixed Reality (VR/MR)

Virtual eller Mixed Reality gør dig til en del af et kunstigt univers. Hvor Augmented Reality trækker ikke-virkelige elementer ind i den virkelige verden, trækker Virtual Reality (VR) noget virkeligt (dig) ind i en kunstig verden ved at lukke den virkelige verdens billeder og lyde ude. Det gør du ved hjælp af en VR-brille og ofte også et sæt høretelefoner. VR bliver primært brugt til underholdning såsom spil og film, men også til mere seriøse formål som for eksempel behandling af fobier. Det kan du læse lidt mere om her.
Du kan læse mere om Virtual Reality her, hvor du også finder eksempler på, hvordan virksomheder kan udnytte teknologien.

3. Blockchain

Blockchain er en af de svære. Faktisk må jeg tilstå, at jeg stadig selv er lidt udfordret i helt at forstå, hvad det er, og ikke mindst, hvad det kan. Men lad mig prøve at forklare.
En blockchain en slags database, som konstant bliver delt i et netværk af computere. Det betyder, at alle data ligger på tusindvis af computere og derfor er de langt mindre sårbare, end hvis de ligger ét sted. Hvis man vil hacke en blockchain, er man altså oppe mod et netværk af maskiner.

Det hedder en blockchain, fordi data bliver gemt i en kæde af blokke, og når først en blok er skabt, kan den ikke laves om, men kun udbygges med nye blokke. Dermed vil det altid være muligt at spore udviklingen og ændringen. Blokkene bliver skabt i et mere eller mindre fast interval, når netværket har foretaget en række beregninger. Derfor kan blockchain for eksempel bruges til at overføre betalinger direkte mellem to parter i stedet for, som vi kender det i dag, via en bank eller anden mellemmand. Det er her kryptovalutaer som Bitcoin kommer ind i billedet. De er baseret på blockchain-teknologi. Videnskab.dk har forsøgt sig med en forklaring, som måske kan gøre dig lidt klogere. Den finder du her. Du kan også få forklaringen fra en 10-årig dreng.

4. Machine Learning (ML)

Machine Learning (ML) er teknologi, der lader computere lære at handle ligesom mennesker og at forbedre denne læring løbende ved konstant at fodre dem med data i form af observationer fra den virkelige verden. Man kan sige, at det svarer til at undervise og opdrage et barn, som så tager den nye viden til sig, fordøjer den og udlever den via egne handlinger. ML udmønter sig dermed i Artificial Intelligence (AI), som vi vender tilbage til lige om lidt.
Du kan læse mere om ML og perspektiverne i det her.

5. Big Data Analytics (BDA)

Big Data Analytics er processen med at indsamle, organisere og analysere Big Data, altså store mængder af data. BDA hjælper virksomheder med at forstå tendenser og sammenhænge i store mængder af data og dermed gøre data brugbare. Eksempelvis kan myndighederne bruge BDA til at forudsige det næste terrorangreb, og virksomheder til at analysere viden om kunderne, deres vaner, adfærd og så videre. Den virkelige udfordring med Big Data er netop organiseringen, analysen og fortolkningen af de indsamlede data, og det er her BDA rummer et enormt potentiale.
Du kan læse mere om Big Data Analytics her.

6. Artificial Intelligence (AI)

Machine Learning er processen at lære maskiner, eller computere, at agere som mennesker. Artificial Intelligence (AI) er den intelligens maskinerne opnår gennem læringen. Kunstig intelligens, der lader maskiner lære, overveje og beslutte på samme niveau som mennesker. Det er eksempelvis AI, der lader smartphones og andre maskiner genkende ansigter og spille skak, og lader biler køre uden fører.
Du kan læse mere om AI eller kunstig intelligens her.

7. Internet of Things (IoT)

Internet of Things (IoT) er computere og andre enheder, der er forbundet via internettet. Udover telefoner, tablets og computere kan det være alt fra biler over køkkenudstyr til medicinsk udstyr som hjertemonitors. Hvis en genstand kan overvåges eller styres fra en anden lokation, er den en del af IoT.
Du kan læse mere om IoT her.

8. Cloud

Cloud Computing dækker over software, services og ydelser, der leveres og benyttes via internettet. Mange computerprogrammer afvikles i dag i skyen, altså fra eksterne servere, i stedet for at være installeret på hver enkelt computer, og back-up af computere og netværk foretages ligeledes ofte i skyen.
Du kan læse mere om Cloud Computing her.

9. 3D Print

3D Print er, som navnet siger, print i 3 dimensioner i modsætning til traditionelt 2-dimensionelt print med blæk på papir. En 3D-printer kan bygge alt fra små mekaniske komponenter til hele huse ved at tilføre materialer som plast, metal, gips og cement i lag. Princippet er det samme som ved 2-dimensionelt print, hvor det, du har på computerskærmen overføres til et stykke papir. Hvor 3D print hidtil mest er set med traditionelle materialer, er der en rivende udvikling i gang med anvendelse af nye materialer, ikke mindst organiske materialer forventes at kunne revolutionere sundhedssektoren.
Du kan læse mere om 3D Print, og hvordan teknologien anvendes her.

Så vidt et forsøg på en kort forklaring af nogle af de mest hypede teknologier og begreber lige nu. Hvis du mener, jeg har glemt nogle, så tilføj dem endelig i kommentarfeltet herunder. I det næste indlæg her på LederBloggen ser jeg lidt nærmere på perspektiverne i nogle af teknologierne og på, hvilke af dem, en stor gruppe ledere forventer, vil gøre en forskel for deres virksomhed i den nærmeste fremtid.