Ingeniørens karrieremæssige klatretur

Karsten Skovgaard Nielsen har nået meget siden han i 2017 blev færdiguddannet som ingeniør. Han er nu salgs- og projektdirektør i HN Group, hvor en af hans mange opgaver er eksekvering af virksomhedens strategi og ikke mindst ledelse af salgs- og projektafdelingen.

Karsten Skovgaard Nielsen er salgs- og projektdirektør i HN Group og kan ikke klandres for at have ”ligget på den lade side”, siden han i 2017 blev uddannet som maskiningeniør.

– Jeg er nok ikke den typiske ingeniør, idet jeg fra dag 1 har haft fokus rettet mod ledelse og forretningsudvikling. Ubevidst udnytter jeg min teknisk baggrund i hverdagen, men det er det kommercielle og ledelsesmæssige, jeg brænder for, fortæller han.

Karsten Skovgaard Nielsen, salgs- og projektdirektør i HN Group

I forbindelse med ingeniørstudiet var han i semesterpraktik i AVK, der er en global markedsleder inden for ventiler og brandhaner. Det ledte ham direkte over i en stilling som projektleder i selskabet, sidenhen til en rolle som Business Development Manager, en udstationering i Italien og efterfølgende salgsansvar for OEM-kunder og nogle eksportområder. Og sideløbende blev det også lige til en HD i erhvervsøkonomi – og en karriere som semiprofessionel håndboldspiller, der blev afløst af en bestyrelsespost og sportschef-rolle for Skanderborg Håndbolds ligaherrer.

Læs mere om Leadership Acceleration Programme IMD

BESTIL MATERIALE

Her kan du bestille materiale om lederuddannelsen Leadership Acceleration Programme IMD

Syv jobs på seks år

For to år siden startede Karsten Skovgaard Nielsen i HN Group i Billund, der leverer sprøjtestøbte og thermoformede plastemner til industrien i Danmark og Europa for øvrig. Først i en rolle som salgs- og marketingchef og nu senest som salgs- og projektdirektør med ansvar for HN Groups salgsaktiviteter og virksomhedens største Key-Account-kunder, samt projektafdelingen.

– På seks år har jeg haft syv forskellige stillinger i to virksomheder, så der er jo sket lidt. Ikke bare for mig, men også for de virksomheder, jeg har været en del af. I HN Group har vi allerede været på en omfattende ”digitaliseringsrejse” og er nu næsten papirløse i hele virksomheden. Arbejdet med ESG- og bæredygtighedsagendaen er allerede i fuld gang, og det er blandt andet der, det store fokus kommer til at ligge fremadrettet, fortæller han.

En af de udfordrende ting at kommunikere, når man er en del af plastbranchen, er netop relateret til ESG-agendaen.

– Udenfor plastbranchen kan man godt få det indtryk, at ”alt plast er dårligt”, og det er ærgerligt. For det er en sandhed med modifikationer – vi kan ikke undvære plast, og det vigtige er, at vi behandler det på en korrekt måde og ikke lader plastaffald havne ude i naturen. Det er naturligvis en problemstilling, vi tager meget seriøst, og vi arbejder også intensivt med vores CO2-regnskab og påvirker branchen, der hvor vi kan. Det betyder blandt andet, at vi arbejder med at påvirke vores kunder til at tage nogle aktive valg med henblik på materialevalg. Og endnu vigtigere: at vi har fokus på genanvendelse – det er virkelig vigtigt, påpeger Karsten Skovgaard Nielsen.

Se indholdet i Leadership Acceleration Programme IMD

Vigtige ledelseskompetencer

ESG-agendaen og mål relateret hertil fylder dermed naturligvis meget for HN Group i disse år. Det samme gør imidlertid også ledelsesopgaven.

– Hvis jeg skal sætte én overskrift på HN Group, må det være kompetence. Vi er superkompetente i alle afdelinger, hvilket er med til at gøre ledelsesopgaven spændende. Opgaven består primært i ledelse af specialister og eksekvering af de strategiske mål, vi som virksomhed har opsat. Men det er vigtigt, at vi fortsat udvikler vores medarbejdere og deres kompetencer, siger salgs- og projektdirektøren.

Virksomhedens ledelsesopgave, kombineret med ønsket om altid at være på forkant med ny viden, har blandt andet foranlediget, at Karsten Skovgaard Nielsen deltog i lederprogrammet Leadership Acceleration Programme IMD i efteråret.

– Først og fremmest handler det om, at jeg har et behov for at udfordre mig selv og kontinuerligt ønsker flere værktøjer i min værktøjskasse, som jeg kan anvende i dagligdagen. Og så er jeg ikke i tvivl om, at netværksdelen er betydningsfuld. Vi havde et virkelig godt hold, som jeg har fået et godt fællesskab og et stærkt læringsnetværk sammen med, og som jeg kan sparre med fremadrettet.

Han fremhæver blandt andet, at inspiration og perspektiver fra andre brancher har været en vigtig bestanddel af uddannelsesprogrammet.

– Omgivelserne og rammerne omkring uddannelsesprogrammet var virkelig gode, og det samme gør sig gældende for de meget kompetente undervisere og professorer, vi mødte i både Danmark og på IMD i Schweiz. Helt overordnet får man skubbet til en række vigtige områder inden for det ledelsesmæssige og samtidig sat tingene i perspektiv med de trends og tendenser, der udspiller sig – også i andre brancher end ens egen, siger Karsten Skovgaard Nielsen, før han afslutter:

– For mig handler det om det brede perspektiv, og jeg synes, jeg har fået en endnu bedre forståelse for mange af de situationer, man står overfor til daglig – om det så er inden for kommunikation, ledelse eller innovation. Og relateret hertil har jeg fået nogle anvendelige værktøjer og redskaber at arbejde med. Det kan være de små detaljer, man får ændret, der kan være med til at gøre den store forskel.

Mød underviserne på lederprogrammet

Fortsæt din læring efter endt uddannelse

– deltag i flere årlige undervisningsdage

Executive Forum er et eksklusivt læringsforum for dig, der ønsker at fokusere på og udvikle din ledelsesmæssige og strategiske viden og kompetence.

I Executive Forum får du aktuel og unik viden med henblik på at videreudvikle din leder- og bestyrelsesrolle. Du får inspiration fra professorer fra de internationalt anerkendte business-skoler, IMD og INSEAD, der via fire årlige masterclasses/undervisningsdage giver dig kontinuerlig læring om temaer, der optager virksomheder, ledere og bestyrelser i dag.

Forummet er desuden en enestående mulighed for at bevare kontakten med tidligere deltagere, hvis du har deltaget på et af Scandinavian Executive Institutes uddannelsesprogrammer.

Executive Forum – fortsæt din læring